Nyheder 2021

Julen 2021 med den sædvanlige gamle nisse.

Året der gik:

Nu da året snart rinder ud, vil jeg lige se tilbage på hvad 2021 bød på.

Men desværre er det gennemgående ord Coronaen, der fylder alt for meget i tilbageblikket. Alt blev lukket ned, det betød, at vi hverken kunne komme til frisør, idræt, fester eller komme fysisk i butikkerne dog undtaget fødevarer og apotek, så der var mange, der havde Beatles hår i flere måneder. For anden gang i klubbens historie fik vi heller ikke afholdt spilsammen, da klubben havde fødseldag i april måned, men efterhånden, som vi alle blev vaccineret, og coronapasset blev indført, så steg håbet om et mere normalt liv, da smittestrykket samtidig faldt markant. Dog blussede det lidt op igen da der blev åbnet for publikum, da Danmark var medvært ved VM i foldbold. Hen over sommeren gik det faktisk fint, og endelig efter den 1. september blev alle restriktioner ophævet, og livet blev næsten normalt igen uden mundbind og coronapas.

Så i oktober vovede vi at starte op i Feldborg igen, og det gik rigtig godt med et fint fremmøde, både musikere og publikum  havde glædet sig længe til. at vi skulle igang igen.Vi gentog succesen i november dog med lidt færre, og desværre kunne vi se at smitten sidst i november var kraftig stigende, og særlig med den nye Omikron Variant, så vi valgte at aflyse samspillet i december, da vi ikke kunne forsvare at være skyld i at flere blev smittet op til jul, også selv om mange af os har fået det tredie stik, var risikoen for stor. Så det var en kort fornøjelse med det samspil.

Og lige nu som det ser ud, ved vi ikke hvornår, det kommer igang igen.??

Vinter i Hvam 2021

Årets vejr har jo budt på lidt af hvert.

Først på året var der sne og lave frostgrader, som vi overhovedet ikke var vant til. April og maj måned var også usædvanlige kolde og regnfulde, men endelig blev det hele grønt igen og sommeren stod for døren, da juni kom med nogle dejlige varme dage med temp over 30.gr. Resten af året både august og september bød på både sol,blæst og regn hvad der jo ikke er usædvanlig i Danmark.

Værre var der onsdag den 1. december, hvor hele Nordjylland og til dels også os her i Vestjylland blev ramt af et voldsomt snevejr med fygning, så mange veje var lukket: Vi var selv ude at køre i det, og det var ganske frygtelig, men vi kom da frem.

Så har vi også lidt sport hvor Danmarks kvinder gjorde det helt fantastisk og vandt en fortjent broncemedalje, hvad der var et  dejligt lyspunkt i disse coronatider.

Vi kom så frem til julen, hvor der igen en faldet sne og vi fik frostgrader på under10, med blå himmel og solskin. Men så lige nu, før nytår er det slået om til plus grader og gråvejr, og det kender vi ligesom bedre.

Men ellers vil jeg herfra sige rigtig mange

tak til alle Jer der følger os på Hjemmesiden, det er en fornøjelse at skrive, når det bliver læst.

Og rigtig Godt nytår til alle vore trofaste musikere, publikummer og hjælpere, som kommer, når der bliver arrangeret samspil i Feldborg.

2021 har været et meget mærkeligt år, og man må derfor håbe at 2022 bliver væsenligt bedre med måske mormale tider.?

2021 hilsen fra Anna Grethe

----------------------------------------------------------

December måneds samspil er desværre aflyst, grundet det store smittetal på Corona.

November kaktus i min stue.

November 2021:

Så blev det den tredie mandag i november og vi var atter klar til spilsammen i Feldborg. Vejret var efter årstiden rimeligt, selvfølgelig mørk og træls, men sådan er november måned. Værre er det med Coronaen, hvor smittetallet er stigende fra uge til uge, vi håber, der bliver styr dette, så vi ikke skal igennem det samme igen.

Kommunevalget er vi jo også på den anden side af, så nu er det bare at se fremad mod julen, som er er hyggelig tid.

Vi var 97 personer samlet i Sognegården. Der var 75 publikummer, 13 musikere og resten var hjælpere.

Erik havde lavet spillelisten:

Efter vi havde sunget velkomstsangen, blev Yrsa kaldt ind i salen, så vi kunne synge fødselsdagssang for hende. Selv om hun havde fødselsdag og var forkølet, var hun allligevel kørt den lange vej helt alene fra Flauenskjold til Feldborg for at stå for køkkenet med planlægning, indkøb og kaffen. Så stor tak til dig Yrsa, at du har det overskud, det sætter vi rigtig stor pris på

HJERTELIG TILLYKKE MED FØDSELSDAGEN.

Så var vi klar til at gå i gang med spillelisten. Vi startede med: Venner som Jer, Manden på risten, Lykken kommer lykken går, Sommernat i Froland, Flyv Prinsesse, Hej gamle ven, En glad mand, Jeg sender mine tanker, Du lille fugl på min rude, Alperosen, El Baion, En smule fred, Esbjerg Valsen, Evert jeg går på stien, Madam Pedersens bordel, Tro håb og kærlighed, Norsk brudevals, og som traditionen tro inden pausen sluttedes der med Ålefiskerens Vals.

Så var der kaffe, og til den fik vi et dejligt stykke Edel Drømmekage. Imens kaffen gled ned, gik Dorthe rundt ved bordene og indsamlede ønsker til melodier, som vi skulle synge efter pausen. Efter uddeling af lotteri og afrydning af bordene var vi klar til sidste del af festen.

Vi startede med: En dør til fantasien, dernæst fulgte Love me tender, Du lille svale, Tak for gode som for onde år, Som årene går, Fuglene letter, Skagens Solnedgang, Se nu danser Bedstefar, Det var en lørdag aften, Træskovalsen, Den glade vandrer, Alperosen, Lille sommerfugl, Oppe på bjerget, og så var klokken næsten blevet 22,- og det var tid til afskedsverset, og Skuld gammel wenskab.

Endnu en dejlig aften var til ende, og tak til alle fremmødte, det være sig publikummer, musikerne og hjælperne. Vi håber I kommer igen den 13. december, hvor der spilles en del julemelodier, og så serveres der æbleskiver til kaffen.

Så på gensyn mandag den 13. december, samme tid samme sted.

Novemberhilsen fra Anna Grethe:

------------------------------------------------------------------------------

Nu falmer skoven

Oktober 2021:

Så kom vi endelig igang med vores første spilsammen efter en ufrivillig pause på 1,5 år.

Og trods en mørk og regnfuld oktober aften kom der alligevel ialt 104 gæster til Feldborg Sognegård. De fordelte sig således, der var 83 publikummer, der var 12 musikere til at stå for underholdningen, og til det var der ca 9 hjælpere til at serviserer gæsterne.

Vi havde været rigtig spændt på hvordan, det ville gå efter så lang en pause, og var rigtig glade, da vi så det store fremmøde.

Jens havde farbrikeret spillelisten, som oprindelig skulle havde været brugt til marts spillet 2020, så derfor de mange gode sommermelodier.

Efter velkomsten sangen startede vi med: Lidt go musik, derefter fulgte, Man blir så glad når solen skinner, Lille sommerfugl, Løkkens strand, En hel flaske rom, Den gamle violinspiller, Så går vi til enkebal, Skomager Anton, Hvad end der sker, Nyboders pris, Avenuen, Blå viol, Fru Madsen, En lille ring af guld, Jeg vil ha en blå ballon, Dans i fiskelejet, Vi har alle brug på kærlighed, Så ser vi altid lyst på livet, og som traditionen tro sluttede vi med Ålefiskerens vals.

Så var der kaffepause, og til kaffen fik vi serveret et stykke Edel Kringle, som smagte rigtig uhm. Imens kaffen og kringlen gled ned, og snakken gik lystigt, gik Dorthe rundt ved bordene og indsamlede ønsker fra publikum til melodier, som vi skulle synge efter pausen.

Efter uddeling af lotterigevinster, afrydning af bordene og et par historie af Leo var vi så klar til giro 413.

Vi startede med: Fuglede letter mod vinden, derefter fulgte Den glade vandre, De nære ting, Vi skal gå hånd i hånd, Perleporten, Afmønstring, Fem røde roser, Barndomstiden, Livstræet, Solveig min sommersang, En lille ring af guld, Veras vinterven, Åbent landskab, Nordsøbølger, Atten svaner, Mølleåen, Nu falmer skoven og så var klokken næsten 22,  og det var tid til Afskedsverset og Skuld gammel wenskab.

Til slut lød der en stor tak til alle, der havde hjulpet til, så at vi kunne afvikle denne aften.

Men ellers her til sidst rigtig mange tak til alle publikummer, musikere og hjælpere, der mødte op i Feldborg Sognegård, det var bare dejligt, at se Jer allesammen igen.

Så på gensyn den 15. november samme tid samme sted, nemlig i Feldborg Sognegård den 15. november kl. 19,-

Vi mangler stadig hjælpere til at afvikle vore sammenkomster, så ring endelig til Yrsa tlf. 52380503, hvis du har lyst til at hjælpe til.

Oktober hilsen fra Anna Grethe

------------------------------------------------------------------------------

Septembers himmel er så blå

September 2021:

Så kom vi til slutningen af september, og klubben har lige holdt møde om, hvornår der skulle startes op igen. Man enedes om, at prøve med mandag den 18. oktober, og så se om hvor mange, der ville slutte op om det, både med hensyn til musikere, publikum og hjælperne. Lige på hjælperområdet har vi et problem, da det hele ikke er som i februar 2020, da Coronaen satte ind. Vi mangler personer, som kunne have lyst og energi til at give en hjælpende hånd med i køkkenet ved vore spilsammenaftner, og skulle der være nogen som sidder derude, så ring endelig til Yrsa på tlf. 52380503.

Vi er også rigtig spændte på, hvor mange der kommer, nu da mundbindet er kastet, og det hele går mod normale tider. Nogle arrangementer rundt omkring er startet med lidt forsigtig fremmøde, andre med næsten det normale antal, så det er spændende at se, når vi mødes den 18. oktober.

Men ellers har september måned budt på både regn,blæst,sol og varme, og en dag vi var på cykeltur, syntes jeg at dette foto passede på sangen Septembers himmel er så blå.

Foto fra Kreta

Her først i september, nåede vi også lige en tur til det varme Kreta med 34 gr. i skyggen og en dejlig frisk brise. Vi nød ferien rigtig meget, og en aften spiste vi mad på en restaurant og sad under træet med de grønne appelsiner.

Men ellers på gensyn igen mandag den 18. oktober, og vi håber, at der kommer rigtig mange til Feldborg, så vi kan få en fornøjelig aften.

September hilsen fra Anna Grethe:

----------------------------------------------------------

Esbjerg Festuge i 2021:

Lørdag den 14. august 2021:

Som det næsten er blevet en tradition, var vi også i år inviteret til at spille 2 lørdage ved Marineforeningen, i anledningen af festugen i Esbjerg her den 14. og 21 august.

Vejret var ikke det allerbedste, og det afspejlede sig også i, at der ikke var mange mennesker udenfor på pladsen, men indenfor var der er en god stemming, med et veloplagt publikum, der sang og dansede til de kendte melodier som Feldborg spillede.

Lørdag den 21. august 2021:

Så stod der atter Esbjerg på programmet og som et stort plus, viste vejret sig fra den gode side, og der var fuld af folk på pladsen udenfor, der nød en øl eller to imens de lyttede til musikken fra Feldborg, samtidig var der også fyldt indenfor. En rigtig god dag var vi alle enige om, da vi trætte sluttede lørdag aften.

Det har altid været en fornøjelse at besøge jer i Marineforeningen, hvor vi har mødt en stor goodwill fra alle jer flinke mennesker, der har krydset vor vej i årernes løb. Rigtig mange tak til bestyrelsen for det gode samarbejde og den store gæstfrihed, vi har mødt.

Også en særlig stor tak til Hanne og Henning der kommer med hjemmebagt kage til vores eftermiddagskaffe.

Derfor er det selvfølgelig også med vemod, at Hans og Erik havde besluttet, at det for deres vedkommende var sidste gang, de deltog, så fra os også rigtig mange tak for alle årerne vi var en del af festugen.

Esbjerghilsen fra Erik:

Lige her på falderebet til orientering vedr. Feldborg Harmonikaklub, så er vores møde blevet udsat til engang i september mdr.

Så derfra har jeg ingen nyheder.

Augusthilsen fra Anna Grethe

-----------------------------------------------------------------------------

Buganvilla Blomst i min udestue giver hel sydlandsk stemming.

 Juni 2021:

I dag er det den 20. juni, og vi har lige overstået en dejlig varmebølge med over 30 gr.varme og høj sol, men i dag vendte det, og det har regnet ret voldsomt næsten hele dagen.

Det er snart Sankthans og dermed bliver dagene samtidig kortere, og det er helt ufattelig så hurtig tiden er gået, selv med de mange restriktioner.

En dejlig ting er sket, vi er næsten blevet fri for mundbindet, og derved kan vi igen trække frisk luft ind, og se de mennesker vi taler med.

Men ellers er der ikke mange nyheder at skrive om, da der stadig er loft over forsamlingsforbudet. Det betyder samtidig også, at der i sommer ikke er vildt mange træf at besøge, dog er der på Glyngøre Campingplads Harmonikahygge i uge 30.

Vi regner som sagt med at holde et bestyrelsesmøde i klubben engang i august, så vi kan aftale det videre forløb resten af året 2021.

Rigtig god sommer til Jer allesammen og hyg Jer til vi ses igen.

Juni hilsen fra Anna Grethe

-----------------------------------------------------------------------------

Pinseliljer i maj

Maj 2021:

Så er vi kommet godt ind i maj måned, og det er mange år siden, vi har haft en koldere maj end i år. Masser af regn er der også faldet, og det trængte både markerne og haverne voldsomt til, men nu må det så godt holde op igen, så vi kan få lidt varme her i pinsedagene.

Et gammelt mundheld siger: Majs kulde giver bondens lade fulde. Det må vi så håbe det sker.

Lige nu er det hele både buske og træer nyudsprungen, så sangen " Til pinse når skoven blir rigtig grøn" passer glimmende i år.

Her i maj måned er mange af vores årgang færdigvaccineret, og det giver da lidt mere frihed med hensyn til at blive testet. Forsamlingsforbudet er også hævet til 50 stk ved indendørs arrangementer, så det går da fremad.

Vi har fået en forespørgsel om, hvad der sker i klubben, og om der er nye ting på tapetet. Dertil kan der kun svares, at p.t. sker der ingenting, men vi formoder da, at det ikke varer ved, men vi kan da ikke åbne op endnu, sådan som det er i øjeblikket.

Vi har just lige snakket med Yrsa, hun ville forslå, at der afholdes et bestyrelsesmøde i august, hvor vi så bedre kunne se, hvordan situationen er til den tid. Måske er det sådan, at der forhåbentlig kan startes op igen med spilsammenaftener i sept.?

Så var der det med nye ting på tapetet: Der er vist ingen planer, da klubben i de senere år kun har koncentreret sig om at afholde de måndlige spilsammenaftener. Vi gør, hvad vi kan, men vi er jo folk, der har dåbsattesten imod os, så vi er ikke så friske, som for 10 år siden.

Men ellers vil jeg på klubbens vegne ønske alle en rigtig god pinse, og vi ses forhåbentligt igen efter sommerferien.

Maj hilsen fra Anna Grethe

-----------------------------------------------------------------------------

Clivia blomst i april.

April 2021:

Så er vi i april måned, hvor vi er blevet mødt af alle slags vejr. Regn og blæst, sne og slud, frost og solskin og p.t. efter et par dejlige varme dage, vender vi atter tilbage til det ustadige, som vi næsten kender.

For anden gang i klubbens historie var der ingen sammenkomst med musik, sang og fødselsdagslagkage, da vi i år havde 19 års fødselsdag her den 19. april, og som vi alle husker det, var det der heller ingenting sidste år, trist men fakta.

Men gradvis begynder hverdagen lige så stille at vende tilbage. Mange af os har fået første stik af Corona vaccinen, håret er blevet klippet og de fleste butikker har åbnet igen, så dankortet igen kan luftes, og når vi kommer i maj måned, falder en del mere på plads dog med begrænsninger enten ved test eller coronapas. Men desværre slipper vi nok heller ikke for mundbindet foreløbig, det vil godt nok være dejlig, den dag det sker.

Her til sidst skal alle I der stadig følger med på hjemmesiden have en rigtig stor tak for den interesse I viser  (der er mellem 80 og 100 der ser på siden hver dag). Det luner, og derfor fortsætter jeg med at skrive lidt i hver måned, selv om der næsten intet sker.

Hvornår der er spilsammen igen er stadig et åbent spørgsmål ????

Kan I have det rigtig godt og pas godt på hinanden.

April hilsen fra Anna Grethe:

----------------------------------------------------------

Det er snart påske.

Marts 2021:

Marts måned lakker mod slutningen, og det har lige været jævndøgn, så tiden iler afsted, selv om vi synes, der ingenting sker omkring os. Her den 11. marts var det et år siden Danmark blev lukket ned og dermed også Feldborg spilsammen.

Hvordan det vil arte sig med coronaen for resten af året, det er der meget usikkerhed omkring, og vi må nok belave os på, at intet bliver normalt igen, inden vi næsten alle er blevet vaccineret. I øjeblikket er der store problemer med vaccinen fra Astrazeneca, den kan give rigtige alvorlige bivirkninger, så derfor er den i øjeblikket sat på pause og det kan forårsage at tidspunkterne på vaccinationskalenderen forsinkes. Vi håber vist alle, at vi får tibudt een af de andre, når det er vores tur.

Vi nærmer os påske med hastige skridt og haven er næsten forårsklar, og i næste uge skulle vi få over 10 gr. varme, så forhåbentlig går vi lysere tider imøde, både på den ene og anden måde.

Her fra Feldborg Harmonikaklub vil jeg ønske Jer allesammen en rigtig dejlig påske, og kan I have det rigtig godt, til vi ses igen engang.

Marts hilsen fra Anna Grethe:

-----------------------------------------------------------------------------

Forårsblomsterne titter forsigtig frem.

Februar 2021:

Så kom vi næsten igennem februar måned, og helt usædvanligt har vi haft vinter med sne og kulde og frostgrader ned til minus 15 gr. her omkring Holstebro, men andre steder har det været meget koldere og i den sydlige del af landet, har der været snekaos. Til gengæld var rigtig mange dage med blå himmel og masser af solskin. Eftersom vi ikke har haft vinter i mange år, var det helt dejligt at mærke den forandring, istedet for det evindelige regnvejr og grå skyer.

Her den 17. februar var det et år siden, vi har haft spilsammen i Feldborg, og spillelisten til marts 2020 findes stadig ubrugt her på hjemmesiden. Fakta men sørgeligt at forløbig har Coronaen stjålet et år af vores normale tilværelse, og når vi p.t. ser lidt frem, er der ingen, der kan sige, hvornår der kan åbnes op igen.

Så efterhånden er tålmodigheden ikke så stor længere.

Vi finder lige lidt af det positive frem. Danmarks håndbolds herrer vandt jo rigtig flot VM mesterskabet for anden gang.

Og nu er sneen så smeltet, og vi har omkring 8 plus grader og solskinsvejr, og man mærker rigtigt, at foråret er på vej og mod forhåbentligt bedre tider.

Til slut lige et stort tillykke til vor Banjospiller Jens Sig, der har fødselsdag i dag den 20. februar.

Jeg skriver lige igen om en måned, selv om der ikke er de store ting at skrive om, men så kan I da se, at der er lidt liv i klubben endnu.

Februar hilsen fra Anna Grethe:

P.S. Videbæk Harmonikaklub har også aflyst deres træf, som skulle være afholdt omkring St. Bededag.

------------------------------------------------------------------------------

Snevejr den 25.januar

Januar 2021: 

Klokken slår og tiden går, og vi skriver allerede 2021, så rigtig godt nytår til alle Jer derude, og til Jer der plejer at følge os i Feldborg Sognegård til vore spilsammen aftner.

Januar startede ligeså trist som 2020 sluttede med mørke og regnvejr afbrudt med lidt snebyger, som dog hurtigt smeltede igen, men i dag skinner solen fra en skyfri blå himmel, og der er let frost, så vejret indbyder vist til en gåtur i det fine vejr.

Så fik vi jo klaret vejret, og vi ser på verdens situationen netop nu.Trump er jo skiftet ud med Biden, så forhåbenlig vil der blive mere ro fra den front de næste fire år.

Herhjemme har der rent politisk også været en del polimik, Lars Lykke forlod venstre, Inger Støjberg skal for en rigsret og forlod samtidig posten som næstformand i venstre, Jens Rodhe forlod de radikale, så der er nok at fylde pressen med.

I går vedtog folketinget så endelig den erstatning som Minkbranchen var stillet i udsigt, så vi håber, de berørte kan komme videre derfra og evt begynder en ny fremtid.

Så har vi Coronaen, hvordan går det så. Pt. er det hele næsten lukket ned, og det har bevirket at smitte tallene ser fine ud. Vaccinationerne er i fuld gang, men desværre får vi ikke de lovede doser, så det kan derfor være at planen, hvor alle er færdig behandlet skrider.

Desværre, som det ser ud i øjeblikket, er der ingen, der kan sige, hvornår vi kan vende tilbage til næsten normale tider.

Lidt trist, da vi alle havde håbet på, at alt ville blive ved det gamle, som vi kender det, hen over foråret.

I harmonika miljøet har vi forløbig erfaret at træffene i Viborg og Dragstrup er aflyst, disse plejer at løbe at stablen i april og maj mdr. 

Så endelig til noget positivt, for de som følger Danmarks herrehåndbolds kampe i Egypten, så går det jo rigtig godt, og Danmark er foreløbig ubesejret og videre opad. Så guldet vinker måske forude.?

Her i Hvam går det også fremad med os, og vi har det en del bedre end i december måned, så vi er på vej selv om, det er med bitte skridt.

Til sidst, så er der lige det spørgsmål, som ingen kan svare på, hvornår kan vi lukke op i Feldborg igen og høre lidt musik og sang, det som vi allesammen savner?

Januar hilsen fra Anna Grethe

------------------------------------------------------------------------------

Nyeste kommentarer

12.11 | 07:20

Husk nodestativ. Ikke til noder, da vi mest spiller gehør, men for at...

18.10 | 06:11

Tak for de smukke ord. Hilsen Erik

17.10 | 17:19

Sikke dejlige sange